fbpx
Spring til indhold

Om marie

Om mig

Mine forældre boede på Valby Langgade i København tilbage i 1986, da jeg blev født. Nogle år senere flyttede de til Odense, hvor jeg er opvokset. Da jeg blev færdig på gymnasiet i 2006 flyttede jeg ´tilbage´ til København, og her brugte jeg et år på at være lærervikar og bartender. Året efter startede jeg på Copenhagen Business School, hvor jeg læste en bachelor i Økonomi og Kommunikation og efterfølgende en kandidat i International Marketing og Management.

I løbet af mit studie benyttede jeg enhver mulighed for at rejse ud i verden, og jeg læste et semester i USA, hvor jeg boede på et college i Michigan. Herefter flyttede jeg til Köln og var i praktik i en tysk virksomhed. På min kandidat læste jeg et semester i Australien og fik mit eget radioprogram på Joy Radio i Melbourne.

Efter universitetet startede jeg i 2012 i L´ORÈAL som Brand Manager og havde forskellige stillinger i de fem år, jeg var ansat. I 2017 startede jeg i COOP som Ecommerce Manager og var der i fire år. Siden 2021 har jeg været ansat i KLARNA, en af verdens største FinTech virksomheder. Jeg arbejder med business development og taler med Danmarks største virksomheder om, hvordan de kan forbedre købsoplevelsen for deres kunder.

På en rejse med nogle veninder til Spanien i starten af 2014, mens jeg stadig var ansat i  L´ORÈAL, mødte jeg min spanske hustru Mamisa på en bar. Vi faldt pladask for hinanden, og jeg overtalte hende til at flytte til Danmark, hvor vi har boet sammen lige siden.
Vi bruger vores fritid på at være sammen med familie og venner, og vi elsker at rejse. Min kone har haft et længere ophold i udlandet med hendes arbejde i NOVO NORDISK og under corona pandemien har jeg været heldig at kunne rejse med – først til Malaysia og derefter et halv år til Panama.

hvorfor politik?

Vi bor i et fantastisk land. Som på mange parametre er rarere, friere og dejligere at bo i end mange andre lande. Men vi har ting der kan blive bedre. Vi har ting som gør mig sur og ked af det – og nogle gang flov over at være dansker. 

En ting som gør mig flov, er den galoperende racisme i Danmark. Vi behandler simpelthen ikke mennesker godt nok. Det handler både om danskere som ikke må bo i Danmark med den de elsker, men i særdeleshed om de helt forfærdelige stramninger vi har haft på udlændigeområdet.

Et andet område, hvor jeg er flov over mit land er ligestilling. Kvinder i Danmark tjener 38% mindre end mænd – på trods af vi er lige godt uddannet. Mænd tjener så meget mere, fordi de sidder på stort set alle lederstillinger i Danmark. Ud af top 25 virksomheder i Danmark, er kun én ledet af en kvinde. Jeg er liberal, og som udgangspunkt ikke tilhænger af at gribe politisk ind, men det er nødvendigt at gøre noget midlertidigt, så vi kan skabe mere ligestilling.

Derudover var jeg som helt ung aktiv i skolepolitik og med til at lave demonstrationer mod nedskæringer på uddannelsesområdet. Da jeg flyttede til København var jeg aktiv i SFU men blev derefter meget interesseret i LGBT rettigheder. Jeg er frivillig i LGBT+ Danmark i dag og har tidligere siddet i bestyrelsen for Pan Idræt og EGLSF, som er en europæisk paraplyorganisation, der kæmper for LGBTQ+ rettigheder gennem sport.

Siden 2015 har jeg været medlem af Radikale Venstre og føler i dag, at jeg har en masse at bidrage med for at gøre Danmark til et endnu dejligere land.

vil du være med i min kampagne?

Har du et spørgsmål?

eller vil du bare følge med?